<

Sonja Hald

About Sonja Hald

Sonja Hald er den frække dreng på den danske musikscene. Med underfundige og skarpe danske tekster efterlader bandet et øjebliksbillede af vores samtid med sange, der tænder alle advarselslamper, når de f.eks. synger ‘ Du Ka´ Dø Af Det Der’ eller giver deres bud på at genstarte Danmark med sangen ‘Vækstplanen’. Teksterne bliver skudt ud over scenekanten i følgeskab af en god omgang folkrock, og forsanger Jonas Dahls meget karakteristiske og nærværende stemme. Bandet er oftest blevet placeret mellem de fire musikalske verdenshjørner, hvor vi finder C. V. Jørgensen i vest, Eik Skaløe i øst, Hyldemor i nord og en gumpetung Johnny Madsen i syd. Bag det nok så feminine navn gemmer sig dog fem fuldvoksne mænd fra Aarhus, som iklædt navnet Sonja Hald potent udgør gruppen.

Media



Facebook

Sonja Hald

Drilsk, livskraftig, dansk indierock … vindskæve, finurlige tekster - bugnende med ordspil og referencer til både C.V. Jørgensen og Skaløe. ​ 'Klæk' sagde det, da vasalstaten Danmark gik i krig. 'Klæk' sagde det, da Finansministeren solgte sit land og Skat pissede milliarder væk for et par fadøl. 'Klæk' sagde det, da sindet fik nok og måtte udvide. Og ’Klæk’ siger det, når Sonja Hald følger op på 'Vækstplanen' med deres andet album den 25. februar 2017. ​ Det er nu slaget skal stå og det er ikke for tøsedrenge. Du har måske set den mystiske skikkelse på turné rundt i landet sammen med Magtens Korridorer, Folkeklubben eller Kim Larsen. Måske under en ophedet debat om kønskvoter på de danske festivaler, har du bemærket dem. ​ ”En skydefærdighed i dansk litteratur, der hilser tilbage på bl.a. C.V. Jørgensen og Eik Skaløe”. ​ ”En stærk stemme i en lang dansk tradition for at råbe det konforme fællesskab imod”. ​ Sonja Hald er et byggeprojekt af en gruppe frie musikere fra det danske midtland. Musikkens tilblivelse sker gennem en serie af fortrolige besvangringer og indspilles i al hast for at bevare den friske aroma. Hvert et træben ildspåsættes i forsøget med den jordlige kontakt. Sonja Hald er som en anden jodhpurs stramtsiddende omkring underbenet på det gale Danmark.